Alle københavnere er med til at plante ny skov,...

Læs mere
Del

Vinderen af Max100-julekonkurrencen

Interview med vinderen af Max100-julekonkurrencen

Ditte Sand, 30 år og nødhjælpsarbejder i Katastrofeafdelingen hos Folkekirkens Nødhjælp, var den heldige vinder af Max100-julekonkurrencen på Facebook. Det at spare på vandet er ikke fremmed for Ditte, som til daglig tænker meget over, hvor meget vand hun bruger.

Ditte Sand kendte allerede til Max100, inden hun deltog i Max100-julekonkurrencen, da hendes kæreste har løbet Max100-Løbet. I hverdagen er parret meget bevidste om, hvor meget vand de bruger.

- Til Max100-Løbet fik vi sådan et timeglas, som kan stå i brusekabinen. Det viser, hvor lang tid man maks. må bruge på at bade for at undgå vandspild. Især om morgenen kan man godt komme til at stå lidt for længe under bruseren. Så vi bruger timeglasset meget, da det er en rigtig god hjælp til at spare på vandet, fortæller Ditte Sand.

Ditte Sand har været rigtig glad for det lille timeglas, og derfor er Dittes bedste råd til andre, der gerne vil spare på vandet, at anskaffe sig et timeglas til badet.

- Timeglasset gør, at man tænker ekstra meget over, hvor meget vand man bruger. Der går faktisk lidt sport i det: At man skal nå at blive færdig med alle hårprodukterne og alt det, man skal i badet, inden timeglasset løber ud. Det er da en sjov og miljøvenlig måde at starte dagen på, fortæller Ditte Sand .

Ditte Sand arbejder til daglig i nødhjælpsorganisationen Folkekirkens Nødhjælp. Hun kender derfor godt til mennesker, der lever med mangel på vand eller urent vand. Netop fordi vi i den vestlige verden er så privilegerede i forhold til befolkningen i ulandene, er det vigtigt, at vi herhjemme sparer på vandet og generelt passer på miljøet.

- Jeg har rejst en del, og det har gjort mig opmærksom på, hvor meget og hvordan jeg bruger vores vand. Derfor er jeg i hverdagen bevidst om de små ting, der kan betyde mindre vandspild. Fx at slukke for vandet under tandbørstning, og når jeg sæber mig ind i badet. Jeg har også vandbesparende vandhaner i min lejlighed, så trykket på vandet er mindre, og jeg får snart installeret et vandbesparende toilet, fortæller Ditte Sand.

Ditte Sand var med i konkurrencen på vores Facebookside og vandt et vandbesparende blandingsbatteri til en værdi af 3.000 kr. Se flere gode råd om, hvordan du undgår vandspild på www.ke-max100.dk og følg os på Facebook, hvor vi løbende har konkurrencer.

 

      

   Følg os på facebook